Naja Duarte, 1967

Naja Duarte er født i 1967 i en lille skurvogn på 35 kvadrat meter, gemt under en kæmpe snedrive i Qasigiannguit som ligger på Grønlands vestkyst. I grønlands smukke natur, voksede Naja op og hendes favorit beskæftigelse var at male og tegne.

Som 10 åring sejlede Naja med sin familie over Atlanten med kurs mod Danmark i en gammel galease som hendes forældre havde bygget om fra fragtskib til husbåd.

 I 1990 blev Naja uddannet keramisk formgiver på Danmarks designskole i Kolding.

Herefter gik der mange år med design, produktudvikling, engrosvirksomhed, butik og eget galleri.

Naja har siden skiftet leret ud og udtrykker sig nu med akrylmaling og lærred.

 

- Når Naja har sat de første tilfældige mærker af på lærredet, begynder dialogen. Lærredet har fået et sprog og Naja  opsluges af farverne, detaljerne og kontrasterne. Hun er nysgerrig, rastløs, og udforskende. Hendes billeder er meget forskellige. Nogle er helt abstrakte, andre med genkendelige elementer, blomster, landskaber, portrætter og dyr. Naja arbejder altid med mange lag og forener  gerne transperante såvel som opake farver, kontraster, lys, mørke, store og små strøg, alt sammen for at skabe en stemning og fange lyset.

 

Naja tilstræber at opnå dybde, kompositioner med både harmoni og spænding. Hendes farve univers kan gå lige fra lækre tone i tone nuancer til sprudlende kontraster. Malerierne kan indeholde sirlige fine små detaljer og store spontane strøg fuld af bevægelse, ofte begge dele i et og samme billede.

 

Jeg er fascineret af menneskets mangfoldighed, fortæller Naja, især ansigter kan jeg fortabes i med deres mange udtryk og stemninger. For mig er det fuldstændig magisk at vi er så forskellige, selvom vi alle har de samme konkrete elementer i opbygningen, men det kommer til udtryk på millioner af måder alt efter hvis ansigt det er, hvor vi stammer fra, hvilket liv vi har levet, hvordan lyset lige falder, hvilken sindsstemning vi er i og alt muligt andet. Blomsterne har jeg det lidt på samme måde med. jeg kan godt lide at gribe dem an som jeg gør med portrætterne. Men jeg kan også bare li´ farver, bevægelser og opbygninger med få eller slet ingen genkendelige elementer. Bare at gi den max gas i en tilstand hvor jeg er høj på livet og glemmer tid og sted. De abstrakte malerier er ofte dem der udfordrer mig mest, at få stoflighed, farve kombinationer, kontraster, lys og komposition til at ramme plet og ikke blive for ”pæne” er en balancegang der kan være vildt frustrerende. Men…..jeg elsker det, at være i det, se det starte med et hvidt lærred og transformeres over i noget der ikke fandtes før nogensinde eller noget sted. Maling, vand, fingre, pensler og paletknive… bare derudaf, ud i et ukendt univers som langsomt former sig og får sit eget liv…. Det er det der er så forunderligt, det er ren magi!!!!


Udstillinger:

Art Nordic, Lokomotivværkstedet, København

Alka forsikring, kunstforening

AP Pension, kunstforening

Brøndby kommune, kunstforening

Cowi, Kunstforening

Kunstgalleriet Odense

Galleri Falken, Helsingør

Vis fuld beskrivelse

Tilbage til oversigt

Naja Duarte

Værker af Naja Duarte

bubblemedia