Anette Andersen

Hvor livet leves

Anette Andersen har malet og tegnet i mange år. Hvad der i sin tid startede som et tegneeksperiment viste sig siden at komme til at fylde hendes liv med farver og former. Hun har altid haft en vis forkærlighed for huse, og i begyndelsen tegnede og malede hun husene i deres oprindelige naturalistiske form, men efterhånden blev formsproget mere løst, og en humoristisk side blev afsløret i et fortællende, naivistisk udtryk.

Vores rejse ind i maleriet begynder lige der, hvor Anette sætter sit første penselstrøg, og vi ved aldrig helt, hvor vi bliver ført hen, men processen er så spændende, at vi ikke kan flytte blikket og vende ryggen til. Vi vil have det hele med og nyder hendes verden af skønne og glade farver, hvor motivet opstår midt imellem virkeligheden og den fiktive verden. Det er følelser, oplevelser og indre stemninger, der lægger fundamentet for billedet.

Vi møder i hendes billeder både et fantasifuldt, opdigtet scenarie, men også forskellige sete og oplevede aspekter. Vi inddrages i det bynære miljø og får fornemmelsen af at blive hevet ind i motivet og befinde os på stemningsfulde steder på en solbeskinnet dag i byens udeliv. Udgangspunktet og det motiviske er, hvor livet leves, og storbymennesket finder de små åndehuller og gadens ”grønne liv”.

Malerierne afspejler det liv, der leves i byen, og Anette er virkelig god til at fange stedets atmosfære, rytme og puls. Vi får mange oplevelser med fra "livets rygsæk" og sanseindtryk fra livets hverdag, og derfor er der også en harmonisk blanding af ro og stemning og højt humør i hendes billeder.

Det er en forunderlig og vidunderlig rejse, Anette tager os med på, og det virker nærmest som en foryngelseskur på vores sind og tanker. Livet skal leves, mens vi har det – og det er det, vi bliver mindet om, når vi oplever Anettes skønne og farverige billedverden.

©Af Kirsten-Marie Hedeland, Kunstanmelder ved Kunstavisen og Tv Programvært på ”Kunst for Tiden”, september 2018


Se Anettes CV her: side 1 · side 2


4 spørgsmål til Anette Andersen:

1. Hvem er jeg
Mit navn er Anette Andersen. Jeg er uddannet Teknisk Assistent og Socialpædagog. Der udover har jeg gået på Århus Kunstakademi. Siden 1997 har jeg arbejdet fuldtid som selvstændig billedkunstner.

2. Hvordan startede jeg med at male
Som ung havde jeg en oplevelse der gjorde, at passionen maleriet blev helt fysisk. Jeg skulle bare male. Og erfarede at jeg kunne male helt korrekt naturalistisk. Det gav mig stor lyst til at fortsætte. I 1993 stoppede jeg med at arbejde som pædagog og i 1995 startede jeg på Århus Kunstakademi. Efter to år opfordrede min lærer mig til at tage hjem og male selv. Siden har jeg malet dagligt. Det er mit liv.

3. Hvorfor skæve huse
Som barn elskede jeg at tegne, især tegninger og plantegninger af huse. Så jeg både kunne se det udefra og indeni. Jeg ville være arkitekt. Eller noget med huse. På kunstakademiet startede med at male helt naturalistiske huse, snor lige og målt nøjagtigt op. Men en dag kaldte min datter på mig. ”Mor kommer du lige ind”. Det sidste maling på paletten blev hurtigt brugt på vind og skæve huse. Derefter lagde jeg målebåndet væk og de skæve huse voksede frem. Nu giver jeg bare slip og ser hvad der kommer ud af penslerne. Det er sjovt.

4. Hvordan bruger jeg farverne
I mange år brugte jeg farvecirklen meget. Og læste mange bøger om farvelære. Jeg har lært at to farver enten kan give hinanden liv eller de vil begge dø. Komplementærfarver, kolde og varme farver, klare og grumsede farver. Hvis der er balance lever billedet og der opstår dynamik Det er oftest de skæve klange der giver spænding f. eks en lille rød blomst i en stor grøn mark.

Med Venlig Hilsen
Anette Andersen

Vis fuld beskrivelse

Tilbage til oversigt

Anette Andersen

Værker af Anette Andersen

bubblemedia