Jette Bruun, 1950

Udstillede på Alletiders Kunst 2016 i ridehuset i Århus.
I april 2017 gælder det ArtNordic  på Lokomotiv Værkstedet i København
og januar 2019 på Manhattan i New York.


De billeder man maler, er farvet af det liv man har levet,-

Jeg blev født i julen. Rød var den første farve jeg mødte, bortset fra alt det hvide, som er alle vegne på et hospital. For vi, der blev født i julen, fik alle lagt en lille rød uldnisse ned til os i vuggen. Om det er derfor, at rød blev min yndlingsfarve som barn, ved jeg ikke.

De første par år boede vi i en lille lejlighed på Strandboulevarden i København.  På tur i barnevognen så jeg Langelinie med alle bådene, vandet og mågerne vi fodrede. Rundt i gaderne så vi garden marchere forbi for fuld musik med deres sorte bjørneskindshuer og røde og blå uniformer. Musikken var utrolig iørefaldende, og jeg hoppede, så barnevognen var ved at vælte.

Vi flyttede til Virum i rækkehus. Væk fra det farverige og ofte larmende København. Min far arbejde med udvikling af tv, og vi fik som en af de første familier, nr. tre vist, et tv. Det var så usædvanligt på den tid, at en stor del af vejens beboere ofte sad i vores stue og kiggede med. Det var små grå billeder, der flimrede- helt uden farver, men fascinerende. Så min søster i en børneudsendelse gå tur med sin bamse og min far i et langt interview. Operaen Don Juan gik over skærmen og spøgelset sang fra sin grav. Det var skræmmende, og jeg blev straks sendt i seng.

Ca. et år efter fik min far et stipendiat på Stanford Universitetet ved Palo Alto syd for San Fransisco.  Hele huset blev pakket sammen og lejet ud til en amerikansk familie. Vi rejste med tog over Sverige op til Bergen i Norge, hvorfra vi skulle sejle med Norsk Amerika Line, ”Stavanger Fjord”. Turen over Atlanten tog ca. tolv dage.  Vi rejste på ”cabin classe”. Min far lå i én kahyt, og min søster og jeg delte køjeseng i en lille bitte anden kahyt sammen med vores mor. Jeg blev lagt ned på gulvet, fordi min søster og jeg kom op at slås i den lille køjeseng. Der var så lidt plads, at mine ben stødte sammen med en kommode, og jeg lå med hovedet tæt på døren, som stod på klem, når mine forældre havde lagt os i seng om aftenen. Om morgenen blev vi vækket tidligt, fordi kahytten lå lige ved det store køkken. Båden var et helt slaraffenland at gå på opdagelse i, med dets lange korridorer, biograf, swimmingpool og bugnende buffere, hvor vi selv tog den mad vi ville have.  Der var en alvorlig ceremoni hver aften, når vi alle var samlet i den store spisestue, og uret blev stillet tilbage.

Vi var en uges tid i New York, og var oppe i Empire State Building, verdens højeste bygning på den tid. Kan stadig huske turen op i elevatoren. Vi havde aldrig set så mange mennesker på et sted før. Et buldrende orgie af farverige mennesker, neonrørs reklamer og gule taxaer. Det var skræmmende. Vi tog en ”Grayhound Bus” til Chicago, hvorfra vi tog toget med Amtrack resten af vejen over USA. Det tog yderligere tre dage.

I Palo Alto boede vi til leje den første tid hos en meget rar dame, indtil vi fik en lille bolig i et kompleks, der tilhørte Universitetet. Det hed ”Stanford Village” og var et nedlagt hospital fra stillehavskrigen. Gik her i en eksperimentel børnehave, der lå i en gymnastiksal og var opdelt i forskellige båse med forskelligt legetøj i hver. Hvert barn blev fulgt af en psykologistuderende, og min mor var altid med, fordi børnene kun måtte være der alene, hvis de ville. Og der blev tegnet og malet! Vik købte en gammel lyseblå Plymouth, og kørte en del rundt på ture i Californien. Turene er en helt historie for sig.  Og vi så farve tv, som allerede var i brug i USA på det tidspunkt, men som kun var på forsøgsbasis i Danmark.

Efter et års tid tog vi tog til Chicago ad en anden rute end den, vi først var kommet af. Vi kom tilbage til New York og sejlede igen med ””Stavanger Fjord” til Norge og tilbage til Danmark.

Jeg gik i 1. og 2. Klasse i Virum og lærte at læse og skrive og fik nogle gode legekammerater. En dag tog vores forældre os med på kunstmuseet, Louisianna, i Humlebæk for at give os lidt kunstforståelse. Museet var dengang lige åbnet, og ikke ret stort, men med en smuk park omkring.  Jeg var især meget optaget af et specielt billede af to gule citronhoveder med en flod eller sø foran. Tror det var af Carl Henning Pedersen. Min far købte oliemaling og lærreder til min søster og mig, og jeg prøvede at gengive de to citronhoveder med en flod foran. Brugte imidlertid så meget maling på de gule hoveder, at der ikke var mere tilbage, så billedet blev stillet op på loftet, og stod der i mange år. Det lykkedes mig dog at male et billede af en meget høj tynd mand. Han hænger i min garage i dag.

En dag, hvor vi alle var ude at gå vores søndagstur ved Furesøen, sagde min far, at vi skulle til USA igen.

Vi rejste i August, og nu fra København med den lidt større Amerika Line: ”Oslo Fjord” . Vi stod på dækket og så Kronborg højtideligt glide forbi, før skibet sejlede over Norge og videre den lange tur til New York. Rejsen var sjovere nu, fordi jeg turde at gå alene rundt på opdagelse i det store skib, jeg fik en veninde, og der var en gammel nordmand, der lærte os at spille og især blande kort.  Han lærte mig også at svømme.

Var igen i New York en uges tid inden rejsen gik videre. Vi besøgte en dansker på vejen i Chicago, der kørte os rundt i sin røde sportsvogn og viste os sin arbejdsplads, hvor han var med til at udvikle frysetørrede jordbær. Dem kan man købe i Danmark nu. Denne gang tog vi den tredje rute over USA igennem nordstaterne. Vi kørte igennem Rocky Mountains og oplevede toget køre igennem 99 tunneler fra en udsigtsvogn. En boble ovenpå toget, hvorfra der er udsigt hen over toget og til alle sider.

Min far havde fået et professorat på ”University of California” i Berkeley.  Vi boede på et Motel det første stykke tid, mens vi ledte efter en bolig. Der var farve tv på værelset, og jeg så for første gang  tegnefilm.

Vi lejede et tvilling hus nr. 2411 på Cedar Streete, med udsigt til Golden Gate på klare dage.

Jeg startede på Hillside School i 3. Klasse. Og skulle følge med fra dag 1. Heldigvis kunne jeg huske lidt engelsk fra sidste gang i USA, og vi havde holdt sproget ved lige siden. Men det var noget af en udfordring. I fjerde klasse skulle vi lave rapport om et dinosaurus, vi selv valgte. Gå på biblioteket og tegne det i forskellige situationer. Det var bl.a. i den forbindelse  jeg opdagede, at det faktisk var sjovt at tegne,.

Vi oplevede en masse i den tid vi boede i Ca. For min far var meget eventyrlysten. Det ville fylde mange sider at beskrive vore oplevelser, så det vil jeg springe over. Et par enkelte oplevelser, der relaterer til min kreativitet, vil jeg dog nævne. – Vi blev af og til taget med på forskelle kunst gallerier, for mine forældre interesserede sig meget for kunst. Desuden startede jeg med at spille violin i fjerde klasse på skolen. Vi skulle øve en time om dagen for at få lov, og vores forældre skulle skrive under. Jeg holdt meget af min lærer, og han er til dels skyld i, at jeg nu underviser i violin.

Den første sommerferie gik jeg på en sommerskole, der hed ”Live Oak Centret” i Berkeley. Her lærte vi både at synge og tegne og male.

Anden sommerferie tilbragte vi i Sequiya Skovene. Forældrene, som vi kun så til aftensmad, boede i hytter på pæle rundt om i skoven og vi børn lå på den bare jord på et plastikunderlag i vores soveposer. Drengene i en lang række og pigerne i en anden. Ham der passede os hed ”Brown Bear” og sov i en hængekøje imellem to store træer med fluenet for. Vi lyste med vore lommelygter op på de store mørke træer og over på drengene, der sendte lysstrålerne tilbage til os. En nat blev det et forfærdeligt uvejr, og vi klemte os sammen i det telt, vi havde til vores tøj. Kan huske vi stod der resten af natten, til det blev lyst. Min søster skulle sammen med de andre piger passe de små børn. I min gruppe var vi to piger og fire drenge. Der var et par voksne, der kiggede efter os, en dame, Brown Bear og Dell Carlson i det kreative værksted. Det var et bord under et halvtag i en slugt i skoven. Der var spandevis af maling i forskellige farver, og vi lærte at lave fingermaling og eksperimenterede med farverne. Vi fik bl.a. vist, hvordan vi kunne klaske en masse maling på et stykke papir, folde det sammen og folde det op igen – så blev der et flot mønster. Det var spændende. Damen lærte os kreativ dans. Der blev sat en rejsegrammofon op midt i skoven, hvorefter vi skulle danse dertil. Helst så vildt som muligt. Og gerne som indianere. Vi var på tur med hende en gang  og lå på den bare jord midt imellem træerne. Vores mad var låst inde i en kasse med hængelås højt oppe i et træ. Jeg vågnede midt om natten ved, at der var en hel familie vaskebjørne, som kravlede imellem os og hoppede op ad træet for at få fat i maden.  Damen var også vågen, hun kiggede strengt på mig og lod mig forstå, at jeg skulle ligge helt stille.

Turen hjem til Danmark gik over Washington DC fra San Francisco med fly. Flyvemaskinen stoppede midt på startbanen, fordi den var gået i stykker, og passagererne blev fordelt rundt i små DC 3 maskiner eller Dacota maskiner fra krigens tid. Vi var ude i et forfærdeligt tordenvejr, og jeg var syg hele natten. Troede flere gange at maskinen ville falde ned! Undervejs landede den i alle staterne for at tanke op, og vi var først fremme næste formiddag ved elleve tiden. Vi så Washington og besøgte danske venner her, inden vi tog toget til New York og båden videre hjem over Atlanten med stop i Norge.

Hjemme i Danmark igen var det en stor omvæltning. Jeg måtte gå 4. klasse om, og skolen var ikke nær så spændende som den i Berkeley. Jeg gik til violin igen, men savnede læreren i USA og de kreative fag fandt jeg var lidt gammeldags og kedelig i Danmark.

Tiden i Skolen i Danmark var i det hele taget noget af en nedtur. Men i sommerferierne rejste vi meget og havde mange gode oplevelser.

Min mor fik nogle timers arbejde hos forfatterinden, Signe Toksvig, og hjalp hende med korrespondancer og med at rette forskellige manuskripter. En dag, hvor jeg var med min mor på besøg hos hende, viste Signe mig en lille tegning, hun havde. Det var en ægte lille miniature tegning af Rembrandt, så vidt jeg husker et landskab med enkelte huse på, og jeg var overrasket over at se, hvor stort et udtryk der kunne være i så lille et billede! Vi havde set Rembrandt museet i Amsterdam, så det gjorde et stort indtryk på mig.

Blev skoletræt og gik ud af skolen efter endt realeksamen. Jeg tog en masse skiftende arbejde, som jeg ikke vil komme ind på her, og holdt en lang spillepause, indtil jeg kom på Vestbirk Musikhøjskole. Senere flyttede jeg til Århus, hvor jeg boede en tid. Tog HF eksamen, og læste musik på Universitetet.

Jeg spillede i folkemusikgruppen ”Mila Mamo”, hvor vi spillede jugoslavisk folkemusik..  Vi vandt en musiker konkurrence, med finale på Christiania, hvorefter vi var live i ”Musikhjørnet”.  Vi fik penge fra kulturministeriet og rejste en sommer rundt  i Jugoslavien, hvor vi så forskellige folkemusikfestivals, selv optrådte og gik til folkedans hos et par sigøjnere i byen Skopje.  Det var en spændende og meget udviklende oplevelse.

Jeg mødte min mand Flemming Munkholm Jepsen, som var guitar og fagot lærer på Herning Musikskole. Vi flyttede sammen i Herning, og jeg tog en uddannelse mere som pædagog i Holstebro. Med tiden fik vi fire dejlige børn, hvoraf tre nu er musikere og den fjerde har en højere akademisk uddannelse og en stor stilling. 

Jeg har været ansat på Herning musikskole som violinlærer i mange år. Flemming var endvidere dirigent af Herning Amatør symfoniorkester. Jeg selv og lejlighedsvis også vore to piger spillede cello i orkesteret, den ene søn violin og den anden klaver og slagtøj spillede også med. Vi havde mange gode oplevelser i musikken sammen med enkelte kirkekoncerter i et par små kirker, hvor hele familien var med.  Den store familie julekoncert i Herning med alle korene fra de forskellige skoler, og hvor alle vore børn også oftest var med, var især en stor og glædelig oplevelse.

Flemming og jeg havde i det hele taget nogle dejlige år, især da børnene var små. Vi lavede mange ting sammen med dem, spillede og tog på ture osv. Jeg begyndte efterhånden for alvor igen at interessere mig for at tegne og male. Jeg gennemgik hele bogen, ”at tegne er at se” af Betty Edwards. Fik tegnet en masse tegninger af børnene, når de gik og legede og når de sov. Jeg gennemgik også på egen hånd en del af bogen, ”tegn på den naturlige måde” af Kimon Nicolaides. Jeg gik til Croquis tegning et par år ved Bendt Eli, til oliemaling et par år hos maleren Skou og senere fik jeg undervisning hos maleren Smidt Madsen, hvor vi især malede med akvarel. Det har alt sammen været spændende og meget udviklende.

Tre rejser til Indien i nord og i syd. De stærke intense farver og dufte her har jeg ikke mødt andre steder i verden. Det har inspireret mig til af og til at bruge meget stærke og klare farvesammensætninger i mine billeder.  Kontrasterne i Indien er store på godt og på ondt, og både det menneskelige og det åndelige aspekt gjorde et meget stærkt og uudsletteligt indtryk på mig. På min ene rejse nord for den hellige by Risikesh på en ”river raft” tur forulykkede min ene datter, min veninde og jeg midt i et strømfald og skyllede ud i Ganges. ”Sådan må det føles at blive skyllet ud i et afløb”, nåede jeg at tænke. Vandet var mørk turkisfarvet og brusede, og jeg slugte en del vand. Min datter sejlede af sted i sin vest med en åre i den ene hånd. Opdagede først at hun også var faldet i vandet, da jeg selv var blevet fisket op. Vores efterfølgende tur, var både våd og kølig de næste ca. ti kilometer. Vi sejlede igennem smukke bjergdal og flere strømfald  for til sidst at slutte ved bredden i Risikesh.

Efter at børnene flyttede hjemmefra, gik en gammel drøm Flemming og jeg havde haft i opfyldelse, da vi anskaffede os sejlbåden Amanda, en Vindø 40 havkrydser. Vi nåede at have mange gode ture sammen på båden rundt om i hele landet, både alene, med vore børn og med vore venner.

Flemming blev pludselig meget alvorligt syg, og jeg mistede ham tragisk efter kort tids voldsom sygdom. Jeg solgte derfor huset i Herning og flyttede til Horsens, hvor min ene datter og mine tre børnebørn bor.

Rejste tre dage om ugen til Herning for at undervise på musikskolen, ind til jeg gik på pension 1. januar 2016. Herefter har jeg haft mere tid til at male maler, og jeg er allerede godt i gang med udstillinger rundt omkring!, Når jeg ser på mine billeder er de farverige og lidt vilde eller urolige. Men når jeg tænker på det, så passer det egentlig meget godt med det liv jeg indtil nu har haft.

Jeg vil gerne have tid til at male noget mere, for jeg holder meget af den ro og kreativitet, der er omkring det at male.

Håber at jer, der ser mine billeder, finder dem interessante og morsomme at kigge på!

Med venlig hilsen
Jette Bruun

Vis fuld beskrivelse

Tilbage til oversigt

Jette Bruun

Værker af Jette Bruun

bubblemedia