Ingerlise Vikne (N), 1961

IV er født i Norge, men bor og arbejder i Danmark nu.

Uddannet fra Århus Kunstakademi

Modtaget 

Jyllandspostens legat 2009 til ophold i Berlin 

Frida Hansens Scolarship ,Norway 07/11.

Stavanger European Capital of Culture 

Udstillinger i Danmark, Norge og Tyskland

 

Ingerlise Vikne is dealing with a deeply humanistic art.

It is art and paintings that seek to touch us, engage us and hold up a mirror

so we become capable of dealing with the problem.

With her paintings she grants the human body the renaissance as an artistic

motif it so truly deserves. Not in a nostalgic and retrospective manner, but

by questioning relevant issues of today, and doing it with great empathy.

 

Tom Jørgensen, Kunstavisen

 

Ingerlise Vikne kalder sine billeder for ”Characters”.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen:

På dansk vil vi sige ”karakter”, og ligesom på engelsk kan ordet have to betydninger.

Man kan således tale om en persons karakter og dermed mene hans/hendes moralske habitus: den samlede personlighed.

Imidlertid bruger man også ordet i en anden sammenhæng, som når man siger: ”Han er godt nok noget af en karakter”. I modsætning til den første betydning af ordet er man her værdiladet. En karakter er en, der skiller sig ud fra mængden på en som oftest positiv og beundringsværdig måde.

I sine billeder opererer Ingerlise Vikne med begge betydninger.

I den første, neutrale, udgave er karakteren kunstneren selv, al den stund malerierne fungerer som selvportrætter. Ved første øjekast er dette måske ikke lige til at få øje på, men kigger man nærmere efter, er det umiskendeligt Ingerlise Viknes øjne, der stirrer tilbage på os.

Lynhurtigt efter denne erkendelse dukker den anden betydning af ”karakter” op. Eller rettere: den har været der hele tiden.

Ansigtet på billederne brager i den grad igennem, at det suger opmærksomheden til sig på en nærmest hypnotiserende måde. Så intens og så voldsom er virkningen, at man har svært ved at slippe blikket. Både ens eget og den portrætteredes.

Og her, lige præcis her, er det, at der – ikke for første gang i kunsthistorien – ligger en markant forskel i den måde, beskueren opfatter billederne på og den måde, Ingerlise Vikne opfatter dem på.

Hun fortæller selv, at publikums første reaktion som regel er en følelse af melankoli og tristhed. Personen på billederne, og dermed kunstneren selv, må være ked af det, ensom, isoleret og angstfuld. Når man tænker over det, ikke en urimelig antagelse. Kunsthistorien er fuld af eksempler på selvportætter, hvor den portrætteredes smertefulde og desperate blik er udtryk for en reel uligevægt, for ikke at sige psykisk lidelse, med van Gogh som det mest oplagte eksempel. Man skal bare huske på, at kunstneren ikke er mere uligevægtig og ”sindssyg”, end at han/hun er i stand til at skabe en kontrolleret og disciplineret komposition.

Problemet med Ingerlise Viknes billeder er, at hun ikke selv opfatter dem som triste. Tværtimod ser hun figurens isolation som noget positivt. Som den velgørende evne det er at kunne hvile i sig selv. I stilhed. Lidt groft sagt vil en sådan person i Danmark og Sverige øjeblikkeligt blive diagnosticeret som værende ude af stand til at have sociale relationer, få en sagsbehandler, vejleder og psykolog og, hvis terapi ikke er nok, blive medicineret efter alle kunstens regler.

Nu er Ingerlise Vikne imidlertid nordmand, og hun fortæller, hvordan man i Norge, især ude i bygderne, lader folk være de originaler, de nu en gang er. Og oven i købet tænker på dem, snakker om dem og snakker med dem som noget positivt.

Hvad er det så, vi ser, når betragter Ingerlise Viknes karakterer? Det første, man lægger til, er baggrunden. I de fleste portrætter og selvportætter er baggrunden neutral. Der kan være objekter, remedier og symboler, der skal fortælle noget om den portrætteres personlighed og sociale eller historiske position, men ellers skal baggrunden gøre så lidt opmærksom på sig selv som muligt.

Anderledes med Ingerlise Viknes billeder. Helt anderledes. Her smelter baggrunden og det, det hele drejer sig om, personen, sammen. Bliver til ét. Maleteknisk, derved at penselføringen er den samme. Koloristisk, derved at farven på personen i billedet hverken er i større eller mindre fokus end farven i resten af kompositionen.

Denne sammensmeltning af person og baggrund fortæller alt om Ingerlise Viknes kunstneriske intentioner. Javist, hun sætter sig selv i fokus, men kun for at fortælle, at hendes ego, hendes jeg, kun er en del af en større helhed, som man alt efter temperament kan kalde naturen, jorden eller altet. En overbevisning, der hverken gør personen på billedet lykkelig eller ulykkelig, men blot konstaterer, at det er på den måde, hun opfatter verdens sammenhæng. Når vi som beskuere skiftevis kan opfatte denne person som melankolsk og indadvendt eller glad og måske ligefrem ekstatisk, er det således i høj grad, vores egne følelser, vi projicerer over på billederne. Billederne er, som de er: intense, ekspressive, nærværende, insisterende.

Det er uden tvivl billedernes intensitet, der gør dem så fascinerende. Vi bliver suget ind i dem på en næsten fysisk måde. At de ikke giver deres hemmeligheder fra sig, er kun godt. Hvor befriende at kunne lade sin konstant analyserende hjerne hvile lidt og i stedet stole på sine følelser og instinkter. Måske vi endda kan opdage originalen i os selv. Noget, Ingerlise Vikne uden tvivl vil sætte pris på.

Vis fuld beskrivelse

Tilbage til oversigt

Ingerlise Vikne (N)

Værker af Ingerlise Vikne (N)

bubblemedia